Udstyret
|
Udstyret
Da jeg startede med at lave denne del af siden, troede jeg vist egentlig at jeg bare kunne skrive:
"Jimi spillede på Fender Stratocaster og brugte Marchall forstærkere" - men jeg blev klogere... |
|
|
I det følgende gennemgår vi:
· Guitaren
· Strengene
· Forstærkerne
· EffekterneSom kilde har jeg især benyttet www.musicplayer.com
Guitarbillederne har jeg hentet fra denne side |
|
|
Guitaren
|
Et sted midt mellem hans 11. og 13. år, fik Hendrix sin første guitar - en billig akustisk en, som hans far købte til ham, efter at han havde set sin søn holde kosteskaftet mens han "spillede" på børsterne.
Hans første elektriske guitar var en hvid, enkelt-picup Supro Ozark som hans far købte hos Myers Music i Seattle i 1959. |
|
Supro Ozark 1560S |
|
Fra Hendrix familiens arkiver |
|
|
Senere fik han sig en rød, enkelt-picup Silvertone Danelektro, som han brugte sammen med Seattle Tomcats i starten af '61. Han efterlod denne guitar hos en veninde da han gik ind i hæren samme år, og skiftede til en billig Eko eller Kay for et stykke tid.
Til sidst bad han sin far om sende ham sin Danelektro, som han havde givet kælenavnet "Betty Jean". |
|
Silvertone Danelektro |
|
Hendrix med sin "Betty Jean" |
|
|
Mens han turnerede rundt med The King Casuals i '62 lod han Dano'en indgå i en byttehandel med en ny Epiphone Wilshire - en dobbelt-pickup guitar med en massiv mahogni krop og mahogni-hals.
Han købte også en Ibanez hos Collins Music i Clarksville, Tennessee. Da han imidlertid ikke var i stand til at betale de ugentlige $10, returnerede han frivilligt guitaren. |
|
Epiphone Wilshire |
|
Jimi med sin Wilshire |
|
|
|
I løbet af hans ni måneders samarbejde med The Isley Brothers i 1964, fik Hendrix sin første Fender - en hvid '59 eller '60 Duo-Sonic. Sammen med Little Richard's Upsetters i 1965 brugte han en Fender Jazzmaster. Han skiftede tilbage til en sunburst Duo-Sonic da han var sammen med Curtis Knight & the Squires, men gik senere igen tilbage til en Jazzmaster. |
|
Fender Duo Sonic |
|
The Isley Brothers, Essex County Club |
|
|
Fender Jazzmaster |
|
|
Med hjælp fra sin daværende veninde, samt ved at lade sin Duo-Sonic indgå som bytte, købte Hendrix sin første Stratocaster hos Manny's Music i New York i sommeren '66. Han benyttede flere forskellige CBS-æra Strats, hovedsagligt med rosentræ gribebræt, mens han turnerede rundt i New York's Greenwich Village i '66 og '67 som Jimmy James and the Blue Flames, og, senere, med the Experience. Hendrix snævrede senere sine valg ind til den sorte eller den hvide Stratocaster med ahorn gribebræt, som blev hans primære valg for resten af karrieren.
(Selvom han ejede utallige Stratocastere - og ofte havde mere end 13 med når han turnerede - kan der kun redegøres for seks af dem i dag.)
Hendrix købte højrehånds Strats fordi han foretrak at have volumen og tone kontrollerne øverst. Han vendte sadlen og viklede den tykke E-streng den modsatte vej rundt, for at forhindre den i at hoppe ud af sadlen.
Han stemte sin guitar i standard toneleje i starten, men med tiden stemte han den en halv tone under, for ikke at overanstrenge sin stemme for meget. |
Sort Fender Stratocaster |
|
|
Selvfølgelig købte Hendrix, og spillede på, andre guitarer, masser af andre guitarer, og han gav mange væk. Henry Goldrich fra Manny's Music erindrer at have solgt ham alt fra en Gibson ES-330, til en Gibson Firebird, til en Mosrite electric resonans guitar. Hans andre guitarer inkluderede en Guild 12-strengs akustisk, en akustisk Black Widow Spider, en dobbelthalset Mosrite, en Hagstrøm 8-strengs bas (brugt på "Spanish Castle Magic" fra Axis: Bold As Love), diverse Rickenbackers (en bas, en 6-strengs og en 12-strengs), en '67 Gretsch Corvette, en venstrehånds Guild Starfire Deluxe udstyret med en Bigsby vibrator (tremolo), en '67 Gibson Flying V, en '55 Gibson Les Paul, en '68 Gibson SG Custom, en sort venstrehånds Flying V, en Gibson Dove akustisk, en Martin akustisk, og en Höfner elektrisk. Ændringer til hans instrumenter var minimale, og hans gribebrætter blev sjældent repareret fordi guitarerne ikke holdt længe nok til at blive slidte.
|
|
|
Strengene
|
Hendrix's foretrukne valg af strenge var Fenders Rock 'N' Roll sæt (tykkelse .010, .013, .015, .026, .032, .038). Bob Kulick, en bekendt til Hendrix i Greenwich Village dagene, husker imidlertid at han en gang knækkede en streng i omklædningsrummet og udbrød: "Åh, åhh.. jeg har ikke nogen ekstra." Kulick spurgte ham hvad han skulle bruge, og Hendrix sagde at han brugte en E streng som B (H) streng. "Det var første gang overhovedet at jeg hørte om nogen som byttede rundt på strengene på den måde."
Buddy Miles, trommeslager i Band of Gypsies, er dog sikker på at Hendrix brugte en meget tyk E streng, en mellemtyk som A og D, en Hawaii G streng, en tynd B og en supertynd E. Dette var øjensynligt ikke blot for at eksperimentere, men noget Hendrix gjorde fordi han mente at denne blanding af tykkelser bevirkede at guitaren holdt stemningen bedre.
Som plektre brugte Hendrix hvad han lige faldt over af mellemtykke plektre. Barrett oplyser at The Experience medbragte tusindvis af plektre, og hundredvis af guitar remme - alle udvalgt til at matche Hendrix skjorter.
|
|
|
Forstærkerne
|
|
Hendrix eksperimenterede med forskellige forstærkere, men, for at bruge Eric Barrett's ord: "Det var 99 procent Marchall". Hans vej til Marchall, var en eliminerings-proces. Det siges at han havde en Silvertone forstærker og et tilhørende 2x12" kabinet i perioden i Tennessee i '61 og '62, men at han for det meste lånte forstærkere til div. jobs. |
|
|
|
Fra '65 til '66 brugte Hendrix primært Fender Twin Reverb. Det siges at han også snusede lidt til Orange ved Pink Floyd's "Christmas on Earth" show i London i 1967 og igen ved hans allersidste koncert. Tilsyneladende kunne han dog ikke få den lyd ud af dem som han ønskede. |
|
Fender Twin Reverb |
|
|
I 1967 fik Buck Munger en 5 års aftale i stand (som faktisk holdt 14 måneder) mellem Hendrix og Sunn efter Monterey Pop Festival'en. Sunn indvilligede i at stille alle de forstærkere til rådighed for The Experience som de havde brug for, i bytte for Hendrix's input til research og udvikling.
Han startede med et 100-F kabinet, udstykket med en JBL D-130 i bunden og et L-E 100-S horn i toppen. Der var ikke meget mellemtone og Hendrix kombinerede kabinettet med et 4x12" Marchall for at blande lyden. Senere omfattede Sunn setup'et op til fem Coliseum P.A. toppe, ændret til guitar med hver 120 watt RMS, med ti højttalerkabinetter hver udstykket med to JBL D-130. Efter Hendrix's ønske ændrede Sunn dette til fire 12" Eminence højttalere og tog også hans råd om at den minimale udgangseffekt, på den tid, burde være 100 watt. |
|
|
|
|
Da The Experience startede deres turne i februar 1968 brugte Hendrix Fender Dual Showman og Marchall, og tilføjede nogle 100 watts Sunn Coliseum P.A. rørforstærkere, plus en række Sunn 2-15" eller hornkabintter. Billeder fra denne periode viser et bredt udvalg af Sunn, Fender og Marchall udstyr, men Hendrix stoppede snart sit samarbejde med Sunn og begyndte næsten udelukkende at bruge Marchall. "Hendrix var vant til de høje lydstyrker", forklarer Munger, "og når han skruede op for sine Sunn forstærkere, fik han en masse støj som han ikke brød sig om." |
|
|
|
|
Hendrix's foretrukne Marchall var en 100-watt Super Lead, som drev to 4x12" kabinetter, og hans standard opstilling voksede hurtigt til tre Super Leads og seks 4x12". Han tilsluttede guitaren til den ene forstærker, og koblede den sammen med den næste ved at føre et kabel videre til dennes input jack og så videre. Fordi Hendrix næsten altid optrådte med forstærkerne helt i bund, brændte de hurtigt sammen. |
|
|
|
Det var langt fra bandets beskedne start, da Hendrix og Noel måtte deles om én 100-watts Marchall under optagelserne til deres første album, "Are You Experienced". |
|
|
Effekter
|
|
Effekter var ret nye da Hendrix begyndte at udvikle sin klassiske lyd, og han har engang sagt at den første gang han hørte wah-wah'en var på Cream's "Tales Of Brave Olysses". Kort efter blev Vox wah-wah'en en uundværlig del af hans lyd. |
|
Vox Wah Wah |
|
|
Mayers Octavia |
|
Selvom Hendrix begyndte at bruge en fuzzbox (forvrænger) mens han spillede med Curtis Knight, var det da han mødte en ung effekt-bygger, som hed Roger Mayer, i London i 1967, at han blev introduceret til "neutronbomben" af forvænger teknologien - en prototype som Mayer kaldte Octavia. En fuzzbox med frekvens-dobling som dannede en ekstra tone en oktav over den spillede tone. Hendrix brugte Octivia'en første gang på "Purple Haze" og "Fire".
|
|
|
|
Mayer blev ansat som tekniker på the Experience's turne gennem USA i 1968 og fortsatte at arbejde sammen med Hendrix for et stykke tid derefter. Selvom Hendrix's normale fuzzbox var "Arbiter Fuzz Face", siger Mayer at han byggede 16 eller 17 fuzz-pedaler til Jimi, sammen med et ukendt antal Octavia'er. |
|
|
En anden vigtig del af Hendrix's lyd var Univox's Uni-Vibe - en chorus/roterende højttaler simulator, som blev introduceret i 1969. Hendrix føjede øjeblikkelig denne effekt til sit udstyr, og han fortsatte med at bruge den karrieren ud. Hans standard tilslutningsrækkefølge af effekterne var: Wah-wah, Octavia, Fuzz Face og Uni-Vibe.
|
|
Uni Vibe |
|
|
Hendrix lyd
|
|
Af Arthur Gaba |
|
|
Fuzz Face
|
Fuzz Face´en er den pedal der giver hans overdrive, og altså er ansvarlig for meget af hans lyd. I nogle numre anvender han Ovtavia pedalen foran Fuzz Face´en for at lægge en ekstra oktav ovenpå, og opnå en mere aggressiv lyd. Hvis man skruer volumeknappen ned på guitar´en kan man få en Fuzz Face til at ´cleane op´, så man kun får en ganske lille snerren på rene toner, når man slår strengene hårdere an. Jeg er i tvivl om hvor meget Jimi har brugt den funktion - for han har en hvis drive på hans rene lyd.
|
|
Dallas Arbiter Fuzz Face |
|
|
Wah pedalen kommer vist først på Axis Bold as Love, og Uni Vibe´en så vidt jeg ved først omkring 1970.
Fuzz Face´en var oprindeligt lavet med en nu udgået type transistorer, som blev fremstillet af Germanium. De overstyrede på en helt speciel måde, men er teknisk set ret primitive (varmefølsomme, med lækstrøm og i det hele taget svære at have med at gøre .... ). Det betød den gang at man ofte forsøgte at "være der" når forhandleren fik et antal effektpedaler hjem, så man kunne vælge den bedste.
Senere kom der en blå udgave med Silicium transistorer, som Hendrix også skulle have anvendt i nogle tilfælde. Det víl typisk have en lidt lysere og mere agressiv lyd.
Mht. til forstærkere er der lavet små ændringer i den 100w plexi som han ofte har brugt. Bla. skriver Marshall omkring deres nye håndwirede 100w Jimi Hendrix limited edition re-issues, at Hendrix havde bedt om at få tonekontrollen konfigureret en smule anderledes end standard. Eddie Kramer udtaler desuden at: "KT66 rørerne havde en stor del af æren for den specielle lyd" ... og nu da man i alle årene har skrevet om hvor meget det betyder at bruge EL-34 rør i udgangen ;-)
Det kan være et marketing gag, men passer dog til at man i omkring ´66 har brugt KT66 rør.
Og så er der den tredje afgørende faktor, nemlig højtalerne: Ingen kan vist være i tvivl om at Jimi brugte 4*12" Marshall kabinetter. Han kan i starten have anvendt 15 og 20 watts Alnico højtalere, som var nogle udgaver Celestion lavede uden "klokke", men som ellers var meget lig "Blue Buldogs", som blev anvendt eksklusivt af VOX, som ikke ville give Celestion lov til at sælge dem til andre. 15 og 20 w lyder ikke af meget til en 100w forstærker som fuldt opskruet nok leverer omkring 140w, men de var nu ret robuste. Senere brugte Marshall G12M-30 - også kaldet Greenbacks, men rygter vil vide at Jimi altid fik eftermonteret G12H-30 som i en tid blev anvendt i baskabinetter.
Det lyder meget sansynligt idet Greenbacks har en noget løs bund, hvad man jo ikke kan sige om Jimi´s lyd. For at gøre det hele mere forvirrende findes G12H-30 i 2 udførelser: En 75Hz og en 55Hz udgave, og jeg er overbevist om at det må være 55Hz udgaven han har brugt. Der er dog også rygter om at han skulle have brugt JBL120F-6 enheder, hvad sikkert godt kan være rigtigt, men sikkert ikke ofte.
Og så til sidst efter at have læst meget om emnet, brugte Jimi mange dobling af guitar parts, Phasing, flanging, rumklang, stærk panorering, ekko og baglæns indspilninger lige fra den første plade, hvilket også kan høres når man sammenligner lyden fra plader, med live koncerter. Én mand kan ikke spille så meget på een gang - ikke engang Jimi ;-)
|
|
|
|
|
