Biografi
|
Biografi
|
|
Jimi Hendrix
Han er blevet kaldt et geni, en poet, temperamentfuld, uforudsigelig og kontroversiel.
Han var alle disse ting og mere... Jimi, den Elektriske Sigøjner, bragte guitaren til steder den aldrig havde været før og rock and roll blev aldrig det samme igen.
|
|
|
|
Den 27. november 1942 i Seattle, Washington fik Al Hendrix og Lucille Jeter en søn: Johnny Allen Hendrix. Hans far ændrede siden hen sin søns navn til James Marshall Hendrix, den 11. september 1946. Han var en 16-del Cherokee indianer på sin mødrende side.
|
|
|
|
|
|
Som utvivlsomt en af musikkens mest betydende udøvere, tilførte han en uforlignelig dimension, til kunsten at spille elektrisk guitar. Selvlært, og med det handikap at være venstrehåndet, med en højrehånds guitar, tilbragte han timer med at efterligne indspilninger af sydstats blues udøvere, som Robert Johnson og B.B. King. Den kommende musiker spillede med flere lokale R&B bands mens han stadig gik i skole, inden han meldte sig som faldskærms-soldat i det 101. Luftbårne Regiment. Det var i denne periode at Hendrix mødte Billy Cox, en basist som han ville tilkalde ved flere lejligheder i sin karriere. Sammen dannede de The King Kasuals, en attraktion inden for hæren, som senere genopstod efter de begge kom tilbage til det civile liv. Hendrix blev hjemsendt i juli 1962 efter at have brækket sin højre ankel i sit 26. faldskærms spring.
|
|
|
|
|
Han begyndte at arbejde med forskellige omrejsende revyer som backing musiker for bl.a. The Impressions, Sam Cooke and the Valentinos. Han spillede i længere perioder med The Isley Brothers, Little Richard and King Curtis, med hvilke han indspillede flere plader. Den erfaring og sceneteknik han fik i denne formende periode, viste sig at få afgørende betydning for hans efterfølgende udvikling.
|
|
|
|
I 1965 boede Hendrix i New York. I oktober sluttede han sig sammen med soul sangeren Curtis Knight, og underskrev en dårlig kontrakt med dennes manager, Ed Chaplin. Denne, dårligt rådgivne beslutning, skulle vise sig at forfølge guitaristen senere hen. I juni måned det følgende år dannede Hendrix, som nu kaldte sig Jimmy James, en gruppe som først blev døbt The Rainflowers, og siden Jimmy James And The Blue Flames. Kvartetten, som også talte det senere medlem af Spirit, Randy California, optrådte på Cafe Wha, i Greenwich Village da Chas Chandler (tidligere basist i The Animals) blev opfordret til at gå ned og se dem. Chandler erkendte straks guitaristens ekstraordinære talent og overtalte ham til at komme til London for at finde et mere modtageligt publikum.
|
|
|
|
Hendrix ankom til England i september 1966. Chandler blev hans co-manager, i partnerskab med Mike Jeffery, og de begyndte straks nogle prøver for at finde en passende backing gruppe.
|
|
|
Noel Redding (født den 25. december 1945, Folkestone, Kent, England) som egentlig prøvede at komme med i The New Animals som guitarist, blev valgt til at spille bas.
|
|
|
|
|
|
|
John 'Mitch' Mitchell (født den 9. juli 1947, Ealing, Middlesex, England), som tidligere havde spillet med The Riot Squad og Georgie Fame's Blue Flames, blev trioens trommeslager.
|
|
|
Denne nydannede gruppe, kaldt The Jimi Hendrix Experience, fik sin debut den følgende måned i Evereux i Frankrig. Vel tilbage i England, påbegyndte de en serie klub engagementer som tiltrak pop'ens aristokrati, inklusive Pete Townshend og Eric Clapton.
I december udgav trioen sin første single: "Hey Joe". "Hey Joe" blev først indspillet af LA bandet The Leaves i 1965. De genindspillede den i 1966 og fik en 31. plads på hitlisten i USA i juni måned det år. Sangen blev krediteret en Chester A. Powers (som i virkeligheden var Dino Valenti, senere Quicksilver Messenger Service), men den egentlige komponist var en ukendt vest kyst folkesanger som hed Billy Roberts. The Leaves' version var en tempofyldt folk-rock sang, men Tim "Morning Dew" Rose indspillede en langsommere version i 1966. The Jimi Hendrix Experience tog Rose's arrangement, tilsatte Jimi's klassiske guitar-stil og gjorde den til deres egen. Den nåede en 6. plads på den engelske hit-liste i december 1966.
Denne placering opmuntrede til en virkelig dynamisk opfølgning med "Purple Haze". Denne var uforglemmelig for Hendrix's guitar pyroteknik og teksten med kunstnerens klassiske linie: "Scuse me while I kiss the sky".
|
|
|
|
|
På turneerne fik hans Fender Stratocaster og Marchall forstærkere en ublid medfart aften efter aften, mens gruppen øgede sit ry med enestående optrædener. Her trak Hendrix på den farvede kultur og sin egen arv for at frembringe et enestående visuelt og lydmæssigt bombardement. Indrammet i en glorie af langt strittende hår var hans slanke krop iklædt et lyst psykodelisk kostume. Selvom han ikke var en udpræget sanger, var hans fremføring dog mærkværdig effektiv. Hendrix's spillestil, imidlertid, selv om han stadig trak på blues'ens rødder, indeholdt en emotionel spændvidde, langt større end nogen samtidige guitarister. Stød-lignende løb kappedes med velovervejede soli, tilpasset energi med behændighed, mens et overflod af tekniske muligheder - forvrængning, feedback og selv ren og skær volumen, bibragte karakter til hans generelle tilgang. Dette blev yderligere forstærket af hans farvestrålende scene personlighed, hvor Hendrix brugte guitaren som en fysisk forlængelse af kroppen.
|
|
|
|
Redding's rene og enkle bas spil dannede rygraden for Hendrix's improvisationer, mens Mitchell's trommespil, ligeså instinktivt som sin leders guitarspil, var det perfekte relief.
|
|
|
|
|
|
|
Samtidigt med deres vigende tilknytning til pop verdenen, udgav The Experience et forbløffende debut-album: ARE YOU EXPERIENCED, som spændte fra den undergangs-stemte "I Don't Live Today" til blues klassikeren "Red House" og de mere rock-prægede "Fire" og "Foxy Lady".
|
|
|
|
Hendrix vendte tilbage til USA i Juni 1967 for at spille ved Monterey Pop Festivalen. Det blev en opsigtsvækkende optræden, som især huskes på hans udgave af TROGGS nummeret: "Wild Thing", hvor han sætter ild til guitaren og afslutningsvis smadrer den og smider stumperne ud til det chokerede publikum, der aldrig havde set noget lignende ! Dette var det afsluttende nummer, men inden da havde han leveret en stribe af sine egne numre, samt "Hey Joe" og Bob Dylans "Like A Rolling Stone". Spillet med guitaren bag ryggen, med tænderne og meget andet spetakulært. Det generede heller ikke Jimi at stoppe op midt i et nummer for at stemme guitaren... "Because we care for your ears". Inden nummeret "Rock Me Baby" indrømmede han at han ikke kunne huske ordene... "But that's alright, you dig this anyway". Den slags uforlignelige og lidt naive tillid gjorde ham blot endnu mere elsket af publikum.
|
|
|
|
|
|
Han var nu kendt i sit hjemland og blev sat på en tourné som opvarmning til... The Monkees !!!
|
|
|
|
|
|
AXIS: BOLD AS LOVE afslørede nye lyriske evner, især bemærket i titelnummeret og i det jazz-influerede nummer: Up From The Skies. Little Wing, en delikat kærligheds sang, badet i afbalancerede guitar-rifs, gav et mildt indtryk, som nok afspejlede kunstnerens generte opførsel udenfor scenen. Dette album, udgivet i 1967, afsluttede et forrygende år, både kunstnerisk og kommercielt, men inden for et par måneder begyndte den skrøbelige fred at krakelere.
|
|
|
I januar 1968 startede Experience en udmarvende tourné i Amerika, som omfattede 54 koncerter på 47 dage. Hendrix var nu træt af sit image som den "vilde mand", som havde skabt den umiddelbare interesse. Publikum forventede de samme ting, mens Jimi gerne ville videre. Som den impulsive kunstner han var, var det ikke muligt for ham at skjule dårlige optrædender bag "rygrads" optræden. Hos Hendrix var det enten eller... Samtidig begyndte forholdet mellem Hendrix og Redding at blive mere og mere anspændt, da bassisten begyndte at brokke sig over sin rolle i gruppen.
ELECTRIC LADYLAND, det sidste officielle Experience album, blev udgivet i Oktober 1968. Dette ekstravagante dobbelt album blev umiddelbart dømt som "navlebeskuende" men er nu accepteret som et væsentligt arbejde fra Jimis hånd. Det afslørede guitaristens ønske om at udvide den begrænsning som en trio var. Der var hjælp fra flere andre musikere fra f.eks. Traffic (Chris Wood og Steve Winwood) og Jefferson Airplane (Jack Casady) på flere af numrene.
Albummet var en blanding af live-studie indspilninger, og "rigtige" studie-indspilninger, som Gypsy Eyes, Crosstown Traffic, samt den forbløffende Voodoo Chile (Slight Return), en posthum nummer 1 single, som viste hvordan Hendrix forstod at bruge den nyligt opfundne wah-wah pedal.
ELECTRIC LADYLAND inkluderede to UK hits: The Burning Of The Midnight Lamp og All Along The Watchtower. Den sidste, en betydende genfortolkning af Bob Dylan's sang, var specielt imponerende, og fik den ultimative accept, da komponisten selv tog Hendrix's fortolkning til sig ved at spille denne udgave live på sin turné i 1974.
|
|
|
På trods af denne kreativitet, blev Hendrix's private og professionelle liv mere og mere problematisk. Han blev arresteret i Toronto for besiddelse af heroin, og selvom anklagerne senere blev frafaldet, overskyggede restsagen det meste af 1969. Chas Chandler havde i mellemtiden trukket sig ud af manager samarbejdet og selvom Redding sideløbende havde afprøvet en solo-karriere med gruppen Fat Mattress, var hans uoverensstemmelser med Hendrix efterhånden uoverkommelige. The Experience spillede deres sidste koncert den 29. juni 1969.
Jimi dannede efterfølgende gruppen Gypsies Sons And Rainbows med Mitchell, Billy Cox (bas), Larry Lee (rytme guitar), Juma Sultan og Jerry Velez (begge percussion).
Denne kortlevende gruppe lukkede og slukkede Woodstock Festivalen, hvor Hendrix opførte sin berømmede udgave af The Star Spangled Banner. Af nogle opfattet som et polistisk statement og Hendrix blev mere og mere lagt under pres af forskellige politiske grupper. I oktober dannede han en helt igennem sort gruppe: Band Of Gypsies, med Billy Cox og Buddy Miles (trommer), med formålet at fremhæve den Afro-Amerikanske dimension i sin musik.
Trioen debuterede den 31. december 1969, men dens potentiale var begrænset af Buddy Miles forholdsvise flade og kedelige trommespil og kompositioner. En del af deres optræden blev udgivet som: Band Of Gypsies, men på trods af inkluderingen af den exceptionelle Machine Gun, blev dette inkonsistente album kun udgivet for at gøre den tidligere manager Chaplin tilfreds, da han påberåbte sig rettigheder ifølge en tidligere kontrakt.
|
|
|
Efter tre koncerter mere, brød Band Of Gypsies op, og Hendrix helligede sig opgaven at få afsluttet opbygningen af sit studie: Electric Ladyland. Han startede derefter på et nyt dobbelt-album, det ikke udgivne: FIRST RAYS OF THE NEW RISING SUN og genoptog desuden koncerterne med Cox og Mitchell. Hans sidste koncerter var meget frustrerende, da Hendrix's mål og publikums forventninger gik i hver sin retning. Hans sidste optræden i England viste med al tydelighed dette dilemma.
Efter en kort europa turné, vendte Hendrix tilbage til London. Den 18. september blev hans veninde Monika Danneman foruroliget da hun ikke var i stand til at vække ham af hans søvn. Hun tilkaldte en ambulance, men Hendrix blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet.
Ligsynet nogle dage senere lod sagen stå åben, med dødsårsagen: "Kvælning som følge af inhalering af opkast".
Eric Burdon (Animals) erklærede på den tid at han var i besiddelse af et selvmordsbrev, men det er aldrig blevet bekræftet.
|
|
|
To posthume udgivelser: CRY OF LOVE og RAINBOW BRIDGE, var en blanding af kunstnerens endelige optagelser, samt tidligere optagelser. Disse var passende hyldester, mens mange senere udgivelser var ren og skær "money-making", optaget under besynderlige omstændigheder, fejlpakket og med forkerte titler og bidrog kun til at nedgøre hans fantastiske karriere.
Denne ubalance er der dog senere blevet rettet op på med udgivelser af passende optagelser fra arkiverne. Men Hendrix legenden hviler også på den utrolige indflydelse han havde, og har, på andre musikere. Mange guitarister har imiteret hans teknik, få har behersket den, mens ingen overhovedet har kunnet leve op til hans inspirerende guitar spil. I november 1993 blev der udgivet et hyldest album: STONE FREE, med en formidabel række af kunstnere, bl.a. The Pretenders, Eric Clapton, Cure, Jeff Beck, Pat Metheny og Nigel Kennedy.
Et lille testamente til den kæmpe indflydelse Hendrix har som rockens største guitarist.
Legenden lever videre...
|
|
|
|
|
